Faner

torsdag den 2. februar 2012

Mønster på skindfutter


Johannes sutsko i rulam blev en succes, så nu deler jeg mønstret med jer.
Det er bare et billede (A4), da det ikke er muligt at tilknytte en downloadfunktion til blogger.
Det er en tilpasset børne/voksenmodel, hvor jeg har har givet skoen en god bredde, men stadig har en tydelig højre og venstre sko. Skoen har lange sider, der giver et bredere ombuk og giver skoen lidt mere alfepræg.

Du skal bruge:
• Et stykke rulamsskind ca. 40 x 40 cm. Det skal helst ikke være for kraftigt, da det er til en babysutsko.
• Fedtpen (en god blød stiftblyant kan bruges, men det tager længere tid)
• Klemmer til at holde skindet sammen under sammensyningen
• Hobbykniv
• Skindnål
• Ekstra stærk polyester tråd
• Fingerbøl (nødvendig!)

Fremgangsmåde:
1. Fordel de enkelte mønsterdele (10 dele) på skindets bagside, så du kan se, hvordan du bedst udnytter pladsen. Husk at der både er en højre og en venstre fod;-) Det er en fordel at have overført mønstret til noget pap, så du lettere kan tegne omkring hver del. Husk også at overføre pasmærkerne.
Hårretningen er vigtig. Tænk på at det skal være let at glide ned i skoen - derfor skal hårene vende denne vej.
Er der en del af skindet som er kraftigst, så anvend med fordel denne del til sålerne.

2. Skær delene ud fra skindsiden, så du ikke skærer hårerne over.

3. Sammensy overstykket (midtfor og midtfor) samt sidestykket (midt bag - midt bag). Brug 4 mm som sømrum. Sammensy med knaphulssting. Sammenhold delene med klemmer.

4. Sammensy overstykke og sidestykke. Husk at få pasmærkerne til at passe sammen.

5. Sy den samlede oversko på sålen. Sæt også her klemmer på til at fastholde arbejdet mens du syr. Denne del er den vanskeligste del, da det godt kan være en kamp at holde alle hårene indeni skoen. Start fra hælen og frem. Er overskoen lidt større end sålen, så fordel den overskydende læder i skoens forfod.

6. Færdig!

Du kan evt. lave en hulrække i skoen, så du kan sætte en lille snøre i anklen. Snøren skal ca. være 45 cm.

Har du brug for mere detaljeret beskrivelse af knaphulsstingene og andre fif, så køb eller lån bogen "Hjemmesko til hele familien i rulam og skind" af Elisabeth Meiner Sørensen, hvor jeg er blevet inspireret.

2 kommentarer:

  1. Hejsa

    Hvor er de bare fine, de futter. Du har ikke mønstret til en str 1 år? Går ikke ud fra man bare kan forstørre mønsterdelene...?

    Vh Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Louise
      Tak for din kommentar. Desværre har jeg kun mønstret i str. 9 måneder og som du helt rigtigt skriver, så er det ikke bare lige at forstørre mønsterdelene:-) Jeg vil anbefale dig at kigge i bogen, hvor jeg selv har hentet inspirationen, for der er der både andre modeller og størrelser på skindsko. Måske du kan finde en løsning dér. Vh Rikke

      Slet

Tusind tak fordi du vil lægge en kommentar :-)