Faner

onsdag den 22. februar 2012

Den gule pelshue


Den gule pelshue i uld og kaninskind er færdig. Foret med vissengrøn satinfoer og Thinsulate. Jeg håbede, at jeg ville ramme en str. 9-12 måneder, men den er desværre for stor til Johanne, så jeg vil tro, det er blevet til en str. 12-18 mdr i stedet for. Ærgeligt! For jeg synes ikke, jeg gider lave flere vinterprojekter nu - foråret er jo snart på vej. Mon den passer fætter Bertel på 1½ år? Eller mon den passer Johanne til efteråret?



Jeg skrev i forrige indlæg, at jeg ville blive færdig med den i går aftes, men det er først nu jeg er blevet færdig. Det tog (som sædvanlig) lidt længere tid end jeg regnede med. Særligt skulle jeg lige regne rækkefølgen for sammensyningen ud og så blev jeg nødt til at håndsy/ri alle dele med pels sammen først ellers skred det for mig.

Jeg er ret tilfreds med, hvad min symaskine kan klare. Den syr gennem alt og giver smukke sømme. Dette projekt ville jeg ikke kunne have lavet på min gamle maskine. Jeg ville ikke engang have gjort forsøget.

Processbilleder:






tirsdag den 21. februar 2012

Det skal være NU



Jeg har gået lidt som katten om den varme grød og været lidt bange for at sætte kniven i den gule kaninpels, men nu gør jeg det. Hvis jeg skal gøre alvor af min idé om at lave en pelshat/hjelm til Johanne inden vinteren er omme, så skal det vist være nu.

Bladet på skalpellen er skiftet og symaskinen har allerede fat i uldstoffet og så håber jeg bare at modellen er den rigtige.

Den skal helst blive færdig i aften, for jeg har andre planer for i morgen (og temperaturen er på den varme side af 0 grader!). Så kig ind igen i morgen og se det endelige resultat. Jeg er altså lidt spændt på at se, om det lykkes og om den passer.


mandag den 13. februar 2012

Fingerpels til mig selv

Jeg har lavet noget til mig selv - en lille fingerpels.
Den er lavet af skindet fra benene af den orange blåræv, som jeg også har lavet pomponer af. Hårene er meget blanke, tætte og korte og lyser virkelig op på min vinterblege hånd.



De orange rævepomponer er udsolgt i shoppen, men jeg har fået en ny pels at lege med - finsk vaskebjørn. Det er der kommet nogle store og luftige pomponer ud af.

fredag den 10. februar 2012

Pimp de luxe



Jeg er pels-aholic. Og jeg har lige fundet den farve, som jeg ved skal sidde på toppen af et par barselsgaver.
Jeg har to nevøer eller niecer i vente om et par måneder og det er en hemmelighed (også for de kommende forældre) hvad kønnene bliver.
Som en strikke- og pelsgal moster (monster?;-)) ved de nok, at barselsgaverne bliver mange og de bliver hjemmelavet. Ingen hemmeligheder her.
MEN kønsneutrale barselsgaver kan da blive noget mere pimpede og friske, hvis denne orange-neon farvede pelspompon kommer på. Juhuuu. Jeg glæder mig til at strikke det, de skal sidde på. Måske det bliver denne slags... måske noget andet. Lidt hemmeligt er det måske alligevel;-)

Jeg sætter nogle orange-neon farvede pomponer til salg i shoppen i morgen, hvis du skulle få lyst til at eje en. Jeg har lavet små etiketter til pomponerne, der viser hvor pelsen til hver enkelt pompon kommer fra på kaninen.


mandag den 6. februar 2012

Trænger til noget sødt

Kender I det? Kroppen skriger efter en lille smule sødt og der er intet sødt at finde i skabene.
Fandt nogle (tomme) muffinforme og overvejede et meget kort øjeblik at bage cupcakes, men skød tanken væk igen, da jeg simpelthen var for lækkersulten til at vente på, at de skulle blive færdige.
Så jeg må nøjes med sort kaffe og en aldeles fedtfattig men smuk cupcake af pels;-)
Farven tror jeg er nærmest blomme. Farven er meget svær at fange i kameraet.
Der kommer nogle blommefarvede pomponer til salg i butikken senere i dag.


søndag den 5. februar 2012

Ny viden i gammel bog

Jeg har søgt lidt viden om pels og læder og bestilte derfor ret bredt indenfor emnet i bibliotekets database.
Det har givet mig denne oplevelse -  En bog/hæfte fra 1920!
Bogen er ikke så relevant for mig, men er alligevel den jeg har læst mest i af alle de bøger jeg fik lånt. Jeg har underholdt (synes jeg selv) med højtlæsning fra bogen. Sproget er et helt andet og tiden også.
Læs f.eks lidt af forordet her.

fredag den 3. februar 2012

Blog award

Jeg har set og læst om andre, der har modtaget forskellige blog awards og pludselig er jeg én af dem. Den fine tildeling har jeg fået fra Heidi med bloggen Mig & Maya. Tusind tak!

Awarden kan kun tildeles bloggere med under 100 faste læsere og så skal den videregives til 5 andre bloggere. En form for kædebrev i blogland. :-)

Jeg takker for nomineringen og giver awarden videre til 5 nye og skønne bloggere, som jeg håber vil tage imod den.


De nominerede er (i vilkårlig rækkefølge):

Rannvá er færing og har bloggen dávadóttir. Jeg er helt pjattet med hendes skønne mønsterstrik og strik i flotte farver. Tjek lige hendes hjertesweater og svampesweater ud. De er meget flotte.

Momoko er en norsk blogger som er meget kreativ. Hun er nu igen på banen efter hun har haft hænderne fyldt med en lille ny baby. Hun blogger om syning, strik og hækling. Tjek lige hendes seneste projekt ud: En vognpose til baby lavet af en sommerdyne.


With 100% love er en norsk blogger, der hedder Synnøve. De nordmænd kan bare noget med de der strikkepinde. Hun strikker de skønneste og vildeste strømper, bukser og andet. Jeg kan kun drømme om, at jeg en dag kan lave så avancerede strik. Tjek lige hendes strømper ud med snøre;-)


Bag Strikkemagasinet er der endnu en norsk blogger. Hun har en ren strikkeblog med lækkert strik, der ofte er med flotte snoninger. Se bare det seneste tørklæde hun har lavet til sig selv eller mange af hendes fine huer.


Christine har bloggen Made by Christine, hvor hun blogger om sine kreative projekter. Hun skriver om sig selv: "Jeg er æstetiker og jeg elsker smukke ting - smukke for både øjet, ganen og for hænderne (som lækkert garn)." Hun er stilren i sine projekter og gør det til en fornøjelse at læse med på bloggen. 

torsdag den 2. februar 2012

Mønster på skindfutter


Johannes sutsko i rulam blev en succes, så nu deler jeg mønstret med jer.
Det er bare et billede (A4), da det ikke er muligt at tilknytte en downloadfunktion til blogger.
Det er en tilpasset børne/voksenmodel, hvor jeg har har givet skoen en god bredde, men stadig har en tydelig højre og venstre sko. Skoen har lange sider, der giver et bredere ombuk og giver skoen lidt mere alfepræg.

Du skal bruge:
• Et stykke rulamsskind ca. 40 x 40 cm. Det skal helst ikke være for kraftigt, da det er til en babysutsko.
• Fedtpen (en god blød stiftblyant kan bruges, men det tager længere tid)
• Klemmer til at holde skindet sammen under sammensyningen
• Hobbykniv
• Skindnål
• Ekstra stærk polyester tråd
• Fingerbøl (nødvendig!)

Fremgangsmåde:
1. Fordel de enkelte mønsterdele (10 dele) på skindets bagside, så du kan se, hvordan du bedst udnytter pladsen. Husk at der både er en højre og en venstre fod;-) Det er en fordel at have overført mønstret til noget pap, så du lettere kan tegne omkring hver del. Husk også at overføre pasmærkerne.
Hårretningen er vigtig. Tænk på at det skal være let at glide ned i skoen - derfor skal hårene vende denne vej.
Er der en del af skindet som er kraftigst, så anvend med fordel denne del til sålerne.

2. Skær delene ud fra skindsiden, så du ikke skærer hårerne over.

3. Sammensy overstykket (midtfor og midtfor) samt sidestykket (midt bag - midt bag). Brug 4 mm som sømrum. Sammensy med knaphulssting. Sammenhold delene med klemmer.

4. Sammensy overstykke og sidestykke. Husk at få pasmærkerne til at passe sammen.

5. Sy den samlede oversko på sålen. Sæt også her klemmer på til at fastholde arbejdet mens du syr. Denne del er den vanskeligste del, da det godt kan være en kamp at holde alle hårene indeni skoen. Start fra hælen og frem. Er overskoen lidt større end sålen, så fordel den overskydende læder i skoens forfod.

6. Færdig!

Du kan evt. lave en hulrække i skoen, så du kan sætte en lille snøre i anklen. Snøren skal ca. være 45 cm.

Har du brug for mere detaljeret beskrivelse af knaphulsstingene og andre fif, så køb eller lån bogen "Hjemmesko til hele familien i rulam og skind" af Elisabeth Meiner Sørensen, hvor jeg er blevet inspireret.