Faner

mandag den 28. november 2011

Værsgo og tillykke

I dag har jeg lavet en barselsgave til en lille ny verdensborger.
En slaskehund - som jeg har lavet en del af tidligere - med knitrende ører og rasle i maven.
Johanne har også én. Den står ofte ved hovedgærdet i barnevognen - altid inden for rækkevidde så...
1) den kan få en krammer/et rusk når hun er i hopla
2) jeg kan bestikke hende, når hun bliver utålmodig
3) næse/hale/mærkat kan bruges til at få hende nusset i søvn:-)

Jeg blev helt glad for denne farvekombination og får næsten lyst til at lave et par stykker mere.

torsdag den 24. november 2011

Klar til afgang

Så har jeg fået strikket, strikket og strikket og lavet flere pomponer af kaninpels.
5 djævlehuer i forskellige størrelser skal ind i en butik inde i Strædet, hvor de vil ligge og vente på at komme til at lune nogle guldklumper om ørerne:-)
Der er 4 huer i alpaca og én i uld. Den i uld er mere fast end de andre - lidt mere hjelmagtig;-) Men den er blevet som den Johanne bruger og den er både hun og jeg glad for - den bliver dog aldrig så blød som alpacaen.
At sætte en huestørrelse på til babyer er svært. Nogle har små hoveder og andre store hoveder selvom de har den samme alder. Johanne har et ret lille hoved (kinderne fylder ikke oppe PÅ hovedet, vel;-)) og den størrelse jeg kalder 3-9 måneder tror jeg, hun kan passe til hun er 1 år. Men det er jo så dejligt med håndstrikkede huer og andet, at de vokser med barnet. De kommer nærmest til at sidde bedre og bedre.
Ja, og så er jeg jo blevet helt opslugt af pels. På billederne kan du se, at jeg igen har været i Skindhuset og handle. Nu har jeg også gul, naturgrå og naturbrun kaninpels at lege med. Faktisk har jeg også en mørkegrå/mørkeblå pels, men den er ikke lige blevet brugt endnu.

Julegaveønske: Mere pels! ;-) (måske jeg skal prøve at lave noget andet end pomponer;-))

mandag den 21. november 2011

Quiltet jakke - del 4

Så er jeg næsten i mål.
Efter en lang pause med andre kreative projekter er min quiltede jakke atter i symaskinen. På syskolen i tirsdags fik Line hjulpet mig videre. Nu er kantebåndet ved at blive syet på og så mangler jeg bare påsyning af lommer og knapper.

Jeg er blevet helt gode venner med kantebåndet - Det ser godt ud både fra forsiden og bagsiden. Succes:-) Hvis jeg havde valgt at lave mit eget kantebånd i Liberty, så kan det godt være jeg havde bandet en del. Det er nu rart at købt kantebånd er lidt stift i det. Det gør det meget nemt at styre.

Glæder mig til meget snart at kunne fremvise jakken.


lørdag den 12. november 2011

Alpacahue med pels


Min uldallergi driller, så derfor er jeg begyndt at strikke den vamsede djævlehue i en fed alpaca.
Neeeeeej, hvor er den blød! Jeg har lyst til at strikke en hovedpude til mig selv i det lækre garn.
Garnet, der er brugt er Isager 3 - 100% alpaca. (100 g - 150 m), strikket på pind 5.
Denne lille sag er i str. 3-6 måneder.

fredag den 11. november 2011

I hjertet jyde

Så er mine nye etiketter/mærker endelig kommet. De skal sidde i de strikkede ting jeg laver.
"Håndstrikket af Geertsen, Kjøwenhawn". 100 stk..... tror lige det rækker til julegaveproduktionen;-)
Jeg ved ikke helt om jeg er tilfreds med de her mærker, for jeg synes de er mindre klare end de gamle "Handmade by GEERTSEN"... måske jeg bare skulle have lavet "Håndstrikket af GEERTSEN" i det gamle design og kvalitet.
.... eller have undladt "Kjøwenhawn" for det er som om det brænder lidt sammen.

mandag den 7. november 2011

Rundpinde på dåse

Jeg fik god inspiration hos jer læsere, da jeg spurgte efter jeres erfaringer med at opbevare rundpinde. Tusind tak.
Nu har jeg fundet en løsning. Hver rundpind er puttet i en genlukspose og fået et mærkat på med den givne størrelse og længde.
(Elsker min labelmaskine. Det er næsten så ordenligt, at det bliver for meget, men jeg er glad for at bruge den engang imellem ;-)).
På indersiden af låget har jeg klæbet en oversigt over rundpindestørrelser, og sat en prik ud for de, jeg har i dåsen.
Dåsen er købt i Søstrene Grene.

søndag den 6. november 2011

Da mandens bukser revnede...


... skyndte jeg mig, at klippe dem i stykker.
Den lækre, brune fløjl skulle da ikke gå til spilde og det er der kommet et par super seje bukser ud af til Eskild. Genbrug er godt:-)
Modellen er endnu en af Lines. Hun har designet nye kreationer til drenge og denne buksemodel er én af dem.
Bukserne tager sig ikke super godt ud på de her billeder, men sønnike er super glade for dem (og moren er stolt) - men HVORDAN er det lige man får en 3-årig til at posere?



lørdag den 5. november 2011

Opbevaring af syting


Jeg er lidt en samler. Nogle gange gemmer jeg på ting, som jeg måske for brug for en dag eller som bare er for gode til at smide ud. Lidt en last i min mands øjne, vil jeg tro, så derfor er jeg også ekstra glad, når jeg så faktisk får brugt mine gemte ting til noget fornuftigt:-)

Her i familien får vi Aarstidernes måltidskasser og ofte er der ris eller andet som er emballeret i klare plastikbøtter. Mængden af mine syting er vokset og vokset og kaos er (også) begyndte at herske her - men så er det jo godt jeg har gemt plastikbøtter, der bare venter på at gøre nytte:-)

Se bare her:

1. En masse plastikbøtter fra Aarstiderne.com, retropapir fra Søstrene Grene, sakse, penne og dobbeltklæbende tape.

2. Så tegner jeg en mindre cirkel, der kan dække mærkaten på plastiklågene og klipper den ud med Zig-zag-saks.

3. Så skriver jeg hvad bøtten indeholder.

4.... og klæber den på låget med dobbeltklæbende tape.

5. Ta-dah! Så fylder det straks mindre eller på en anden måde..... men i hvert fald mere ordenligt:-)

onsdag den 2. november 2011

Kaos hersker!


Det er ren spaghetti blandet med mikado - uoverskueligt og irriterende. Mine strikkepinde flyder i en plastikpose og sådan ser det ud, når den bliver vendt på hovedet. Jeg savner et system til BÅDE jumperpinde, strømpepinde og ikke mindst mine rundpinde. Faktisk strikker jeg allerhelst med rundpinde til alt, så det er i virkeligheden helst dem jeg vil have styr på - men har ikke set en "holder" eller etui til rundpinde endnu.
På flere blogs har jeg set fine hjemmelavede stikkepindetuier - men, men, men... de er til jumperpinde.
Er der nogle af jer, der har set et etui til rundpinde eller har en go' idé til hvordan jeg løser mit problem? Hvad gør I?

tirsdag den 1. november 2011

Jeg er forelsket...


... i en symaskine. På sykursus hos Line i dag, drillede min gamle Pfaff Hobby så jeg bandede højlydt! Da jeg skulle sy en bukselinning, kunne den slet ikke gøre det pænt. Det trævlede og lavede knuder på bagsiden.
Line forklarede, at det ofte er et problem at sy gennem tykt stof, når man ikke har en overtransportør (nyt ord for mig). Line hentede sin Pfaff Select 3.0 frem, så jeg kunne prøve den - og hvilken fornøjelse.
Den spinder jo som en mis og har ikke den aggressive mislyd, som min hobbymaskine har. Den kører stille og roligt og så laver den de fineste stikninger OGSÅ på bagsiden.
Jeg er HELT solgt!.. men den koster alligevel 4000 kr hos Kjærgaard Symaskiner i Ålborg. Det er mere end mit barselsbudget kan klare, så jeg må tænke lidt kreativt;-) Måske sælge noget af min strik?